Nyheder

171 Articles

Om Parmiddag, et hørespil

Mens vi venter på, at de gode AKT1-folk får mixet og lagt alle de gode hørespil op fra de to live-events i maj, vil jeg lige fortælle lidt mere om stykket “Parmiddag”, som jeg skrev til AKT1. Jeg har fortalt lidt i en tidligere blog-post, men en bekendt stillede mig for nylig en masse spørgsmål om mit arbejde med stykket, og det satte en masse tanker i gang, som jeg her vil dele.

Det skulle være sjovt, men hvad ellers?

“Parmiddag” er mit første tag med radiodramatik. Jeg har tidligere lavet radioreportager og interviews for netradioen, Den2Radio, så lyd-mediet er ikke helt fremmed for mig. Men det var nyt for mig at skulle skabe et værk, hvor jeg ikke blot skulle tilrettelægge en udsendelse, men også skrive replikker og selv skabe en struktur og fortælling.

Fra starten var jeg meget opsat på, at der skulle være flere stemmer i spil. Inden jeg besluttede mig for, at stykket skulle være en komedie, legede jeg med forskellige idéer, som lå lidt mere op ad radiomontagen.
Det har været en udfordring for mig at finde ud af, hvilken form stykket skulle have, og dermed også hvor meget kontrol jeg som manuskriptforfatter ønskede over den form. Det tog mig mange overvejelser, og jeg har lyttet til en del forskellige hørespil for at finde ud af, hvordan andres tilgang har været.

Jeg endte dog med at synes, at det var sjovere at arbejde med replikken og rytmen i hverdagssproget, med small-talk og de der akavede pauser, der kan opstå i samtaler og sociale situationer, hvor folk gerne vil hygge sig men ikke kender hinanden så godt og måske går lidt fejl af hinanden.
Derudover syntes jeg, det kunne være spændende at gøre noget, jeg ikke har prøvet før, nemlig at gå all in på komedie og onkel-humor. Det faldt mig overraskende let.

Med valget af komedie har jeg været bevidst om, at der ville være et live-publikum. Og jeg syntes, det kunne være fantastisk at få lyden af publikum med på optagelserne ved at få dem til at grine. Det, tænkte jeg, også kunne være med til at skabe en stemning både ved opførelsen af hørespillet men også efterfølgende for dem, der går ind og lytter til stykket på nettet.

Lyden og rummet

Jeg har tænkt meget over, at der ikke skulle være en indre monolog, som man kan opleve det i litteraturen, netop fordi jeg gerne ville udnytte lyden som billedskabende element. Det var sjovt at arbejde med den måde lyde kan være med til at skabe en fornemmelse af rum, og dermed også danne billeder inde i hovedet på tilhørerne. Det blev så et yderligere underholdende element, at man ved live-optagelserne kunne opleve, hvordan de lyde blev skabt, men det er nu nok mere instruktørens fortjeneste.

Min tilgang til det at skrive et hørespil har også meget været med en bevidsthed om, at der skulle være noget rum til skuespillerne. Jeg har efterstræbt at skrive replikker i talesprog og har på den måde betragtet mit stykke som et udkast eller en ramme, som skuespillerne kunne bevæge sig inden for. Dvs. at nogle elementer er blevet strøget i iscenesættelsen, og nogle replikker er forkortet, dels af hensyn til tid (stykket måtte højst vare 20 min) dels pga. ophavsrettigheder (i det originale manuskript spillede R Kelly’s “I Believe I Can Fly” en rolle) og alt efter, hvad skuespillere og instruktør har syntes passede.
Jeg har således ikke haft noget at gøre med selve iscenesættelsen, men trods de forskellige ændringer i forhold til originalmanuskriptet, syntes jeg, at selve kernen i stykket er bevaret.

Lyd som fortælling

At arbejde med replikker og lyd har for mig at se en optimal udnyttelse af den gamle traver “show it, don’t tell it” som fortællestrategi – selvfølgelig på en lidt omvendt måde, kan man sige (bogstaveligt talt som i “tell it, don’t show it”) men altså det her med, at man ikke får alting serveret – fordi man som tilhører selv skal danne billederne og ikke direkte får forklaret, hvorfor den og den person sagde sådan og sådan. Det må man selv tænke sig til.
Litteratur kan i og for sig det samme i forhold til at danne indre billeder hos læseren, men hvor det mere ligger i beskrivelsen og ikke så meget i betoningen af replikker etc. I lyden bliver ordene på den måde bundet sammen med en krop, og krop og rum får en anden betydning – men som et ekko af noget kropsligt, fordi man ikke får den fulde fysiske oplevelse. Giver det mening?

Hvis jeg lige skal lege lomme-sociolog, tror jeg, lydkunst, podcast mm. er blevet mere populært, fordi der er en vis metaltræthed over for det visuelle. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg syntes efterhånden, at man konstant får smidt billeder og video i hovedet, ikke kun TV og film, men også reklamer, YouTube (viral marketing og alt det pis), Instagram, Snapchat, og hvad har vi. Og det er også fint nok, men jeg ved ikke, det visuelle har ikke så stor fascination for mig, det er som en tåge af æstetik nogen gange, hvor folks morgenborde og toiletbesøg æstetiseres gennem det rigtige fotofilter. Nej, nu lyder jeg som en gammel, gnaven ost, men der er også helt utrolig meget tekst at forholde sig til i hverdagen; mails, facebook-updates, beskeder etc. Så der tror jeg, at lyden engagerer på en anden måde. Hvis nu jeg lige skal tage det der store fælles “vi” på engang, så tænker jeg, at vi nok trænger til at dyrke nogle andre måder at få fortalt historier på. Det appellerer måske også til noget barnlig nostalgi, som når man fik læst højt af de voksne.
Der er helt sikkert en masse potentiale i lyd-fortælling. (Men det når lige så sikkert også et mæthedspunkt før eller siden. Sådan er det vel. Så sidder der en eller anden gnaven gammel ost om tyve år og brokker sig over, hvor meget lyd man hele tiden skal forholde sig til.)

28 views

Parmiddag, live i en Kunsthal nær dig

Jeg har skrevet et radiodrama, som ikke er et drama som sådan, men en komedie om en parmiddag fra helvede. Og nu er det sendt afsted til de dygtige mennesker i AKT1, som vil live-opføre (og optage) hele herligheden – medsamt en række andre nyskrevne radiodramaer af nogle andre dygtige mennesker – i Nikolai Kunsthal D. 12/5 og D. 13/5 – begge dage med samme program, kl 20-23. Bummelum. Her er en Facebook-event.

Det meste af stykket blev skrevet nærmest i en febervildelse, fordi jeg havde fået lagt mig med influenza lige op til deadline (og det der med at gøre ting i god tid før deadline, det er ikke lige mig åbenbart. Nej, den officielle undskyldning er, at jeg havde en anden deadline lige inden påske, så jeg kunne ikke nå så meget andet end at skitsere inde i mit hovede og på papir, før dén var klaret. Yes. Helt sikkert derfor), og så svup(!) røg det bare ud med akavede replikker og alt sådan noget – næsten ligesom alt det snot, der havde indfundet sig i min næse. Det er ret sjovt kun at fortælle i lyde og replikker. Det kan jeg godt lide.

Jeg håber virkelig, at folk vil synes, det er sjovt. Min kæreste grinede, da jeg læste det for ham (men det er jo nærmest hans pligt). Om ikke andet varer det kun tyve minutter.

Nå, men karaktererne er sådan her:
Helge; mand i starten af fyrrerne. Har en datter fra tidligere ægteskab. Kæreste med Susan og storebror til Finn. Arbejder som mellemleder i en mellemstor virksomhed. Stor i slaget. Er glad for R Kelly og køkkenmaskiner af god kvalitet.

Susan; kvinde i slut-tyverne. Kæreste med Helge (de har kendt hinanden knapt et år). Veninde med Marlene. Arbejder som tøj-ekspeditrice og er ved at færdiggøre sit studie på CBS i stress og perfektionisme.

Heidi; kvinde i start-trediverne. Dominerer Finn på syvende år. Arbejder med HR og kommunikation. Kompenserer for sin manglende selvindsigt med højlydt latter på upassende tidspunkter.

Finn; mand i trediverne. Kæreste med Heidi af årsager, han ikke selv forstår men heller ikke tør stille spørgsmålstegn ved. Lillebror til Helge. Uddannet datalog, arbejder med IT. Stille type. Lider af helårssnue.

Marlene; kvinde i start-trediverne. Single. Veninde med Susan som følge af utallige kaffeaftaler, hvor de har skiftedes til at snakke om sig selv. Projektansat i Københavns Kommune. Ser sig selv som ambitiøs og fagligt kompetent

 

5 views

Romanovervejelser, et spørgsmål om struktur

Nej, nu ser jeg det; problemet med min roman in spe er langt større end først antaget.

Jeg havde en idé om, at en del skulle rettes, men det er ikke blot et spørgsmål om at slette visse passager, sammenlægge et par karakterer og konfrontere hovedpersonens sødme med andres aggressivitet, som jeg troede. Det er et spørgsmål om STRUKTUR; om DRAMA og HANDLINGER. Romanens hovedproblem, som den ser ud nu (i sin bunke af udprintede ark), er, at den er akavet låst fast i en realistisk (forfatterens) egen-erfaringsverden af passivitet og ikke-ageren. Egen-erfaringen skaber en dobbelt berøringsangst i forhold til plot på den ene side og følsom nærsynethed på den anden side, så den fremstår som en pøl af forskellige udsagn, hvoraf de humoristiske, rå og fine af dem godt kan videreføres, men det må og skal være i en anden struktur, ellers bliver de blot i sig selv en række udsagn og overvejelser, som læseren af utålmodighed med al den tomme knævren, de er pakket ind i, aldrig vil nå frem til. Romanen er nødt til at bevæge sig ud af denne dvaske komfortzone af nærmest automatiske, distancerede iagttagelser uden interaktion, hvor der ikke er noget på spil.

Romanen må gå all-in på både sprog og handling. Hovedpersonen skal drives ud til kanten af sig selv, hun skal ikke forblive en nuttet lille kattekilling.

Nu ser jeg det, efter andet manusmøde på forlaget. Romanens diagram skal ændres fra at være en snor af felter til at være et felt af små og store eksplosioner.

Det er hårdt at nedbryde det skema, jeg har lagt for romanen inde i mit hovede. Men det her er ikke den svære toer, bliver jeg ved med at sige til mig selv, præstationsangst eller ej; det her er et spørgsmål om logistik, simpelthen, et stykke arbejde at gøre.

Jeg er nødt til at lave en Maude resten af ugen; jeg er nødt til at lægge det hele fra mig, det er for meget for mig, jeg må sørge over de darlings, jeg skal til at slå ihjel, jeg må sunde mig før blodbadet og produktionen af nyt.

7 views

i mellemtiden

I tiden mellem oplæsningen til Søren Gemmers dobbeltkoncert (som gik rigtig godt) og nu har jeg bl.a.

  1. næsten færdigarbejdet romanmanus
  2. sendt næsten færdigarbejdet mornamanus til Iben på forlaget
  3. været lettet over at have sendt næsten færdigarbejdet romanmanus til Iben på forlaget
  4. tænkt “shit, shit, shit” morgen, middag og aften
  5. været manusløs og tom, som den svenske forfatter Lina Arvidsson skriver om på sin blog
  6. fået besked om, at Iben først kan kigge på det medio-april, når hun er tilbage fra diverse rejser, og jeg har sagt: “det er helt fint. det er godt med noget tid og afstand til manus inden feedback”.
  7. punkt 4 igen.
  8. den der følelse:

När jag har ett projekt jag håller på med kan jag aldrig bli riktigt olycklig. För är det dåligt kan det alltid bli bra. Jag behöver bara jobba lite mer, jag måste bara bli bättre. Det är ett mål som går att se, det är inte oöverkomligt, även om det kan vara svårt.
Och när jag då blir klar? (…)
Ett stort ifrågasättande av allting jag vet. Då är mitt eget liv plötsligt tomt och innehållslöst. Projektet var bara ett projekt, utan det vet jag inte vad jag vill längre.
(…) Sen känns det lite bättre igen. Jag kanske läser en bok. Jag går och tränar. Jag har ett liv, det är kanske bara februari jag upplever? Som jag varit förskonad från tidigare.

og så de 3-4 andre projekter, jeg har gang i, ik os. Og speciale. Punkt nr. 4 er fortløbende.

3 views

Specialstyrken

Fra tid til anden underviser jeg på workshops i lyrik, poetry slam og litterær performance. Det er altid en sjovt, spændende og givende oplevelse, især når man kan få elverne til at rykke sig i deres oplevelse af lyrik.

Sidste år (2014) blev jeg del af Specialstyrken, som arrangerer og afholder temadage for gymnasier i hele landet.

Specialstyrken rykker ud og overtager undervisningen, så eleverne får en anderledes dag med workshops inden for bl.a. Iværksætteri, Science, Teater, Elektronisk musik og Lyrik. – Sidstnævnte workshop er Hans Karup og Lasse Thorning Jæger og jeg ledere af.

Oktober 2014 var vi alle i Vejle for at undervise, og det var en rigtig god dag med engagerede elever – og selv efterårssolen var med os. Efter mange i timer at have arbejdet med sproget bl.a. gennem skriveøvelser i klasselokalet sluttede vi af udendørs. Her læste elever fra hver lyrik-hold op med de andre som publikum, og mit hold opførte et herligt, poetisk råbekor.

For mit eget vedkommende er oplæsningen også en vigtig del af det at skrive; ved at læse teksten højt for mig selv, bliver jeg opmærksom på sprogets rytme og finder ud af, hvad der dur, og hvad der dur mindre godt. Derfor er der i mine workshops både fokus på det skriftlige og det performative.
Målet for workshops’ene er, at eleverne få en oplevelse af, at det er sjovt at beskæftige sig lyrik.

Som teenager holdt jeg meget af at læse digte, men jeg fandt ofte dansktimernes tilgang til lyrik lidt svær. Jeg husker følelsen af at sidde med et digt af Klaus Rifbjerg om noget med en madpakke og tænke; “hvad er det, jeg skal forstå her, som jeg ikke forstår?”.

Som skrivende synes jeg, jeg har fået en meget mere umiddelbar forståelse af digte. Digtets “betydning” kan ligge i sprogets evne til at udtrykke nogle meget mere præcise billeder og stemninger, end man kan i den almindelige, daglige tale.
Ved selv at skrive og undersøge sproget, bliver vi bedre til at læse andre.
Som Lasse Thorning Jæger siger på Specialstyrkens hjemmeside, vil vi som workshopledere gerne have, at alle eleverne får en fornemmelse af, at de kan skrive digte. Alle har en stemme og i lyrikworkshoppen får man muligheden for at bruge den, både på skrift og i tale.

 

3 views

Skriveproces

Jeg er ved at færdiggøre min første roman  (nuvel,  den drillende genrebetegnelse for min kortprosa-bog “Dusk-Fredløs”(2013), var “mini-roman”, fordi den var knap 90 sider lang, men det her er et mere “fuldvoksent” manuskript). Der er tale om en slags samtidsroman/ ungdomsroman, dog uden at den tager videre hensyn til konventionerne inden for disse genrer.

Søndag den 22. februar læser jeg et uddrag ved Søren Gemmers dobbelte jazz-koncert (aka The Søren Gemmer Special Birthday Double Concert) på Metroponomen, Frederiksberg, som nævnt i tidligere indlæg.

Langt om længe er romanen nået over de 150 sider, og det har været lidt af et arbejde i sig selv at finde ud af, hvordan jeg skulle overskue at skrive så mange siders sammenhængende tekst, når jeg ellers har arbejdet med kortprosa og lyrik. Det kræver et arbejde med formel struktur (og plot), som tidligere har været meget fremmed for mig.

Da jeg godt kan lide at have gang i flere sideløbende projekter, er jeg allerede så småt i gang med manuskriptet til en anden roman også. Med en kringlet plot-idé vil den næste formentlig kræve endnu mere struktur-arbejde. Men det er begyndt at gro på mig, det der med narrativ struktur.

For en håndfuld år siden ville jeg have forsvoret at arbejde struktureret i det hele taget; jeg havde en, måske lidt naiv, idé om, at inspirationen skulle komme dumpende ned i knolden på mig.

Men nu har jeg for længst tegnet et kort over romanen; det hænger på væggen bag mit skrivebord. Det gør det nemmere at kunne gå til og fra skrivearbejdet, især når jeg har været væk fra skrivearbejdet for at passe mit studium (som en lille nyttehave, der skal vandes og luges) og endelig har en aften – eller måske endda et par dage – hvor jeg kan finde tilbage igen. Og hver gang jeg har været en flittig skrivelotte, noterer jeg tidspunktet i mit skema, og hvor mange sider manus er nået. Jeg elsker at skrive lister, små syge systemer. Jeg niver mig selv med dem, kan du så komme i gang, lille musse.

Problemet med at skrive en samtidsroman er, at tiden hele tiden går, mens man skriver (og ikke skriver), det føles som om, nutiden og aktualiteten glider mere og mere ud mellem siderne. Jeg må sådan anstrenge mig for at fortælle mig selv, at det stadig er en vigtig roman, at pointerne stadig er valide, selv om handlingen efterhånden skubber sig tilbage til for to-tre år siden. Næste gang skriver jeg science fiction. Der er lidt mindre risiko for at blive indhentet. Måske.

 

 

5 views

Vinterjazz

Jeg læser op af mit nyeste ved

THE SØREN GEMMER SPECIAL BIRTHDAY DOUBLE CONCERT 2015, som runder Vinterjazz-festivallen af
Søndag d. 22. februar, kl. 20.00, Metronomen, Godthåbsvej, Frederiksberg
Dørene åbner 19.30.
Entré på 60 kr. går til de medvirkende, fri bar til alle!

Facebook-event her.

Line-up er som følger:

– Søren Gemmer Trio med Andreas Fryland & Tapani Toivanen
– Irmelin Prehn, oplæsning fra kommende roman
– Tully Boris III feat. Erik Kimestad & Anders Vestergaard

Søren Gemmer har præmiere på en del af den nye musik, som han og hans gruppe indspiller på et kommende album.
Derudover vil en ny konstellation se dagens lys, nemlig Tully Boris III feat. Erik Kimestad & Anders Vestergaard – og som en ekstrabonus er der i år også besøg fra forfatteren Irmelin Prehn, der udgav sin anmelderroste debut på Lindhardt & Ringhof i 2013 og som læser op fra sin kommende roman.

Kom hid, kom hid!

3 views

om kage (romanuddrag)

Endnu et sødt, lille romanuddrag. Hovedpersonen Frederikke har kærestesorger, den stakkel…

Det skete, at jeg var ude med Mette og Ditte et par aftener. Sød. De mænd, jeg var sammen med, sagde alle, at jeg var sød. Det er en egenskab, man ofte tillægger let overvægtige mennesker; deres smilehuller og fyldige kinder gør, at de ligner børn. Børn er søde. Jeg er sød, mine runde lår er søde, mine runde bryster. Men for det meste var jeg hjemme. Kager med marcipan er bedst. De gemmer på en blødhed som et kys eller et åbent kødsår. Det bedste er det lille lag af æblegelé under marcipanen, inden chokoladefyldet og de luftige bunde, den lille syrlighed mod den fedtede masse. Jeg kunne lide at trænge igennem lagene med kagegaflen. Jeg begyndte at transportere små skattekister i hvidt pap hjem fra bageren. Sommetider blev jeg bange for, at ekspedienten skulle tro, jeg var et sørgeligt menneske, der købte kager til mig selv for at spise dem i ensomhed, så det skete, at jeg købte mere end én, så det kunne se ud som om, jeg skulle have gæster eller skulle købe kager til familiens aftenkaffe. Jeg sad i sofaen i Helmuths lejlighed og spiste kage direkte fra æsken. Med en gaffel skrabede jeg den fri for rester af creme og chokolade. Jeg så Den Store Bagedyst. Er det mig, der er Ugens Mesterbager? Jeg græd, når deltagerne græd, fordi deres bagværk ikke blev perfekt. Jeg nød konditorkagernes vulgære æstetik: Makroner, overtræk, mousse, bær, sødme, syre, saftighed, sanselighed, marcipanen, pænheden, netheden, pynten, de sirlige chokoladesnoninger, Mette Blomsterbergs fransk manicurerede negle, de nysselige sukkerblomster, ganache, pistache, smørcremescamouflage. Det var en hån mod alle verdens hungrende. Jeg sluttede af med Deadline og gik i seng. Der var en særlig tilfredsstillende selvmedlidenhed forbundet med at tilbringe aftnerne på denne måde, det var et større drug for mig end sex og sukker; at sutte på sin egen elendighed. Svælge lidt i det. Skrive en sang med et åh. Hver bid mindede mig om børnene på legepladsen i børnehaven. Når de rækker tungerne ud i regnvejret for at få vand. Åh, jeg er så tørstig, siger de. Det er så synd for mig, når der er noget, jeg ikke må få; ting, jeg ikke har råd til at købe, mænd, der er i forhold sat på pause. De siger, jeg er sød.

2 views

om penge (romanuddrag)

I anledning af at jeg de sidste par uger har gået i uvished om, hvorvidt jeg ville have nok penge at leve for resten af året, vil jeg her bringe et første lille uddrag af den der roman, jeg broderer på (trommehvirvel, OMG og gisp).

Romanens jeg-fortæller, Frederikke, er i starttyverne og forsøger efter gymnasiet at slå igennem som singer-songwriter, alt imens hun distraheres af alt muligt og alle mulige og har forskellige småjobs for at tjene til dagen og vejen, bl.a. som rengøringsassistent hos forstadsfruen Inge:

Inge bemærkede, at jeg virkede distræt. Jeg prøvede at støvsuge, så grundigt jeg kunne. Pollen i mine luftveje, den konstante
træthed. Jeg tænkte hele tiden på penge. Det gør jeg stadigvæk.
Jeg er ligeglad med penge, men alligevel tænker jeg på dem
konstant, fordi jeg ikke har nogen. kke i så rigelige mængder, at
jeg kan være ligeglad. Hver måned er det spændende, om jeg har
penge til husleje, penge til forsikring, penge til astmamedicin og
kontaktlinser, penge til transport, penge til hygiejnebind og
prævention, penge til mad, penge til tøj og penge til en lille kop
kaffe måske. Havde jeg vikartimer nok i børnehaven? Havde jeg
timer nok i mit rengøringsjob? Hele tiden tænkte jeg på, om jeg
havde råd, om jeg skulle finde et nyt job, der var bedre betalt.
Men jeg vidste ikke hvordan. Den frihed man berøves ved at
skulle tjene penge, som man kan købe frihed for, en rejse for
eksempel; havde jeg tid til at tænke på andet end penge, havde
jeg tid til at skrive sange for eksempel? Hvornår kan jeg få tid til
det, når jeg hele tiden skal sælge min tid for penge, når jeg hele
tiden skal arbejde for at kunne komme til at arbejde, hvis jeg
ikke har et sted at bo, hvis jeg ikke har astmamedicin, hvis jeg
ikke er forsikret, hvis jeg ikke får mad, så kan jeg ikke spille
musik, ikke på den måde, jeg gerne vil; så kan jeg sidde med
min guitar på Strøget med en hat, som forbipasserende kan
lægge mønter i, så kort afstand er der mellem mig og den
hjemløse, hvis jeg giver helt slip på alting, på alle, der skal ikke
så meget til. Jeg kunne rage uklar med mine forældre, jeg kunne
sige fuck det, jeg kunne bo på gaden eller i skoven, men selv da
ville jeg ikke blive fri for at tænke på penge, kroppen har brug
for penge for at kunne fungere, kroppen tænker hele tiden på at
blive fri for pengene, alle de dollars, kroner og ører, euroer, al
den bekvemmelighed, den kan købe, kroppen hungrer efter
nydelse, konditorkager, små kommunikationsmaskiner, kærtegn,
kolde bade, kys, en kilden under ribbenene. Hvis ikke jeg har
penge til at gå i byen, hvordan skal jeg så møde nogen, der vil
holde om min krop, en netdatingservice koster penge, musik
koster penge, pirateri koster penge; computere koster penge,
internet koster penge. Antihistaminer koster penge. Der er
birketræer i skoven. Der er elme. De ville drive mig til vanvid,
hvis jeg flyttede derud. Mine øjne ville svømme i tårer uden
grund.

PS. Mit eget jeg har fået slutlån fra SU-forstyrrelsen. Ah.

2 views

Kvantitativeperfektionistkrumspring

Som regel kan jeg godt lide at prøve nye tekster af ved at læse dem højt for et publikum til diverse oplæsningsarrangementer. Men jeg har ikke delt så meget ud af mine tekster her på bloggen. Efter nu flere gange at være blevet spurgt til forskellige oplæsninger, om man kan læse nogle af mine ting på nettet, tænker jeg, det måske kunne være ok alligevel.
Jeg er blevet lidt blufærdig over de ting, jeg laver, som ikke er udgivet endnu og ting, der er i proces, så at sige – men nu er det måske på tide at lade perfektionist-angsten være lidt… Bl.a vil jeg lægge nogle uddrag af den roman, jeg er ved at arbejde på, op.

Jeg er begyndt at lave et skema med datoer over, hvornår jeg har skrevet og hvor mange sider. Det er en sær lille fetisch, næsten som min egen lille fremdriftsreform, men det dur meget godt. Det ville være sjovt, hvis der fandtes en app, hvor man kunne foretage en form for nedtælling til det færdige manus, jeg kan i hvert fald mærke en overvældende trang til at færdiggøre det snart, jeg må have det ud af kroppen og ud af maskinen. Jeg mangler at skrive 109 sider, for at komme i mål. Det er sådan en idé, jeg har. Ikke udelukkende kvantitativt, forhåbentlig.

2 views