Om Parmiddag, et hørespil

Mens vi venter på, at de gode AKT1-folk får mixet og lagt alle de gode hørespil op fra de to live-events i maj, vil jeg lige fortælle lidt mere om stykket “Parmiddag”, som jeg skrev til AKT1. Jeg har fortalt lidt i en tidligere blog-post, men en bekendt stillede mig for nylig en masse spørgsmål om mit arbejde med stykket, og det satte en masse tanker i gang, som jeg her vil dele.

Det skulle være sjovt, men hvad ellers?

“Parmiddag” er mit første tag med radiodramatik. Jeg har tidligere lavet radioreportager og interviews for netradioen, Den2Radio, så lyd-mediet er ikke helt fremmed for mig. Men det var nyt for mig at skulle skabe et værk, hvor jeg ikke blot skulle tilrettelægge en udsendelse, men også skrive replikker og selv skabe en struktur og fortælling.

Fra starten var jeg meget opsat på, at der skulle være flere stemmer i spil. Inden jeg besluttede mig for, at stykket skulle være en komedie, legede jeg med forskellige idéer, som lå lidt mere op ad radiomontagen.
Det har været en udfordring for mig at finde ud af, hvilken form stykket skulle have, og dermed også hvor meget kontrol jeg som manuskriptforfatter ønskede over den form. Det tog mig mange overvejelser, og jeg har lyttet til en del forskellige hørespil for at finde ud af, hvordan andres tilgang har været.

Jeg endte dog med at synes, at det var sjovere at arbejde med replikken og rytmen i hverdagssproget, med small-talk og de der akavede pauser, der kan opstå i samtaler og sociale situationer, hvor folk gerne vil hygge sig men ikke kender hinanden så godt og måske går lidt fejl af hinanden.
Derudover syntes jeg, det kunne være spændende at gøre noget, jeg ikke har prøvet før, nemlig at gå all in på komedie og onkel-humor. Det faldt mig overraskende let.

Med valget af komedie har jeg været bevidst om, at der ville være et live-publikum. Og jeg syntes, det kunne være fantastisk at få lyden af publikum med på optagelserne ved at få dem til at grine. Det, tænkte jeg, også kunne være med til at skabe en stemning både ved opførelsen af hørespillet men også efterfølgende for dem, der går ind og lytter til stykket på nettet.

Lyden og rummet

Jeg har tænkt meget over, at der ikke skulle være en indre monolog, som man kan opleve det i litteraturen, netop fordi jeg gerne ville udnytte lyden som billedskabende element. Det var sjovt at arbejde med den måde lyde kan være med til at skabe en fornemmelse af rum, og dermed også danne billeder inde i hovedet på tilhørerne. Det blev så et yderligere underholdende element, at man ved live-optagelserne kunne opleve, hvordan de lyde blev skabt, men det er nu nok mere instruktørens fortjeneste.

Min tilgang til det at skrive et hørespil har også meget været med en bevidsthed om, at der skulle være noget rum til skuespillerne. Jeg har efterstræbt at skrive replikker i talesprog og har på den måde betragtet mit stykke som et udkast eller en ramme, som skuespillerne kunne bevæge sig inden for. Dvs. at nogle elementer er blevet strøget i iscenesættelsen, og nogle replikker er forkortet, dels af hensyn til tid (stykket måtte højst vare 20 min) dels pga. ophavsrettigheder (i det originale manuskript spillede R Kelly’s “I Believe I Can Fly” en rolle) og alt efter, hvad skuespillere og instruktør har syntes passede.
Jeg har således ikke haft noget at gøre med selve iscenesættelsen, men trods de forskellige ændringer i forhold til originalmanuskriptet, syntes jeg, at selve kernen i stykket er bevaret.

Lyd som fortælling

At arbejde med replikker og lyd har for mig at se en optimal udnyttelse af den gamle traver “show it, don’t tell it” som fortællestrategi – selvfølgelig på en lidt omvendt måde, kan man sige (bogstaveligt talt som i “tell it, don’t show it”) men altså det her med, at man ikke får alting serveret – fordi man som tilhører selv skal danne billederne og ikke direkte får forklaret, hvorfor den og den person sagde sådan og sådan. Det må man selv tænke sig til.
Litteratur kan i og for sig det samme i forhold til at danne indre billeder hos læseren, men hvor det mere ligger i beskrivelsen og ikke så meget i betoningen af replikker etc. I lyden bliver ordene på den måde bundet sammen med en krop, og krop og rum får en anden betydning – men som et ekko af noget kropsligt, fordi man ikke får den fulde fysiske oplevelse. Giver det mening?

Hvis jeg lige skal lege lomme-sociolog, tror jeg, lydkunst, podcast mm. er blevet mere populært, fordi der er en vis metaltræthed over for det visuelle. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg syntes efterhånden, at man konstant får smidt billeder og video i hovedet, ikke kun TV og film, men også reklamer, YouTube (viral marketing og alt det pis), Instagram, Snapchat, og hvad har vi. Og det er også fint nok, men jeg ved ikke, det visuelle har ikke så stor fascination for mig, det er som en tåge af æstetik nogen gange, hvor folks morgenborde og toiletbesøg æstetiseres gennem det rigtige fotofilter. Nej, nu lyder jeg som en gammel, gnaven ost, men der er også helt utrolig meget tekst at forholde sig til i hverdagen; mails, facebook-updates, beskeder etc. Så der tror jeg, at lyden engagerer på en anden måde. Hvis nu jeg lige skal tage det der store fælles “vi” på engang, så tænker jeg, at vi nok trænger til at dyrke nogle andre måder at få fortalt historier på. Det appellerer måske også til noget barnlig nostalgi, som når man fik læst højt af de voksne.
Der er helt sikkert en masse potentiale i lyd-fortælling. (Men det når lige så sikkert også et mæthedspunkt før eller siden. Sådan er det vel. Så sidder der en eller anden gnaven gammel ost om tyve år og brokker sig over, hvor meget lyd man hele tiden skal forholde sig til.)

Leave a reply